Catering


Han er ikke alene uddannet kok og tjener - Mike Kirk kan også skrive chocolatier på sit visitkort og han bruger denne særlige kvalifikation i sit nyligt etablerede cateringfirma Kirk & Jensen.


Vi vender tilbage til de søde lækkerier - først en smule baggrund: Den alsidige kok etablerede i 2018 sit firma sammen med sin kollega Martin Jensen. Basen er på gården Maglehøj i Bjæverskov. - Jeg stod i lære hos Martin på Hotel Comwell.

På et tidspunkt kørte vi et selskab sammen og kom til at snakke om at lave et firma sammen, husker Mike Kirk.


Starten blev dog mere end almindelig hård: Efter halvandet år som fritidsprojekt havde de to kokke opsagt deres faste jobs og indkøbt alle de nødvendige maskiner, service og udstyr til cateringfirmaet, da coronakrisen i foråret 2020 ramte verden med et brag.

Netop som de var klar til at vise, at deres cateringfirma ikke er helt som andres og at der er høj faglighed og stor passion bag visionen om at lave lækker bæredygtig nordisk mad med stærkt fokus på lokale råvarer, kørte makkerparret direkte ind i en mur af nedlukninger og aflyste selskaber.


Ja-hatten på

I den situation ville mange andre sikkert opgive projektet. Det gjorde de ikke. Tværtimod. Arbejdsugen er i dag på 60-80 timer og telefonen bliver taget døgnet rundt. - Vi har ja-hatten på og er generelt positive og løsningsorienterede.

I den her tid bliver vi nødt til at være omstillingsparate, konstaterer Mike Kirk. Men hårdt arbejde og fleksibilitet er ikke nødvendigvis nok til at skabe en succesfuld forretning.

De to lagde hovederne i blød. Hvordan kunne de skille sig positivt ud i en tid med skarp konkurrence?


Specialdesignede tallerkener fra Bukarest, håndlavet chokolade og personlig betjening af udsendte kokke til selskaber er nogle af svarene. - Vi opdagede den her rumænske tallerkenmager på en rejse til Bukarest. Vi kom til at snakke med ham på en restaurant og vi lagde en bestilling på 500 tallerkener hos ham. I tre måneder i træk lavede han ikke andet end vores tallerkener og vores selskaber er helt vilde med dem, fortæller en synligt stolt Mike Kirk og viser nogle af de smukke og personligt signerede tallerkener.



Passion for dessert

Også de håndlavede, fyldte chokolader vækker begejstring. Det er ikke tilfældigt. Mike Kirk ved således mere end almindeligt om god chokolade. Han er chocolatier. En forholdsvis nu uddannelse, som man kan bygge ovenpå sin kokkeuddannelse. Hos Kirk & Jensen kan chokoladerne købes separat eller i forbindelse med mad ud af huset.

Det er chokolader med et tvist, som hverken smager som eller ligner noget på, du finder på hylden i en butik. Eksempelvis ”jordbær med fløde”, ”karamel & Baileys”, ”lakrids og fennikel”, ”enebær & gin” eller enebærkaramel tilsmagt med Hendricks gin. Chocolatieren eksperimenterer hele tiden med nye smage efter sæsonen.

Ønskes chokolade til bryllup, barnedåb eller en anden festlig lejlighed, laver han gerne noget helt specielt til lejligheden. Og en god chokolade skal have det karakteristiske ”knæk”.

Den håndlavede chokolade kan både bruges som gave og som en særlig afslutning på en velsmagende middag.


- Jeg har en stor interesse for dessertkøkkenet. Der er meget håndværk og teknik i det og smagene skal gerne harmonere med det, man ser. En chokolade formet som en nød skal genre have en nøddesmag, forklarer Mike Jensen og fortsætter: - Vi vil lave julegaveæsker i forskellige størrelser.

Man bestiller dem bare via vores hjemmeside og de kan så afhentes her mellem klokken 7 og 15. Ved at tilbyde folk fyldte chokolader håber vi, at de også vil interessere sig for, hvad vi ellers kan tilbyde. Vi har blandt andet haft stor succes med at sælge chokolade til større virksomheder.

De kan godt se en fordel i at købe håndlavet og lokalt produceret chokolade af høj kvalitet, siger virksomhedsejeren.


Kreativ julefrokost

I en coronatid oplever han, at visse virksomheder har valgt kreative løsninger for at gennemføre alternativer former for julefrokost. - Vi har blandt andet et selskab på 60 personer, der henter deres julefrokost hos virksomheden hver for sig og tager hjem og holder så julefrokosten virtuelt. Det er en smart måde at gøre det på.


En anden virksomhed havde tre lokaler, hvor de så delte sig op i tre selskaber med ti personer i hver stue. For at gøre det nemt for familier og selskaber at lave deres egen julefrokost, overvejer Kirk & Jensen at lave ”nødpakker”, som kan leveres hjemme hos kunderne. - Vi tilpasser os og kan levere til julefrokost helt ned til seks personer og vores ”nødhjælpspakker” bliver formentlig forberedt, så maden er lige til at sætte at sætte i ovnene, forklarer kokken, tjeneren og chocolatieren.